Juridiske overvejselser
Dit ansigt, min reklame? Når AI udfordrer vores digitale rettigheder Kan vi stadig bestemme over vores eget ansigt, når kunstig intelligens kan kopiere det på få sekunder?
Kunstig intelligens har for alvor ændret måden, vi arbejder med billeder og markedsføring på. I dag kan virksomheder skabe realistiske billeder af mennesker uden nødvendigvis at gennemføre et traditionelt fotoshoot. Men hvor går grænsen mellem kreativ innovation og misbrug af en persons identitet?
En artikel fra The Guardian, udgivet den 24. oktober 2026, fortæller om den australske fodboldspiller Cristian Volpato, der har indgået en aftale med virksomheden Callandor om at anvende en digital AI-version af ham. Sagen rejser et interessant spørgsmål: Hvem har egentlig retten til vores digitale identitet?
Fra et markedsføringsperspektiv er mulighederne med AI enorme. Forestil dig, at en virksomhed kan producere kampagner med en kendt person på flere forskellige sprog, uden at vedkommende fysisk behøver at være til stede. Det kan spare både tid og produktionsomkostninger og gøre det lettere at skabe international markedsføring. For den enkelte person kan det samtidig åbne op for nye indtægtsmuligheder. Man kan i princippet medvirke i flere kampagner uden selv at skulle deltage i hver produktion. Men selvom teknologien giver nye muligheder, betyder det ikke nødvendigvis, at alle anvendelser er uproblematiske.
Hvem ejer retten til dit ansigt?
Et af de mest interessante juridiske spørgsmål er, hvor meget kontrol vi har over vores egen digitale identitet. Hvis en virksomhed skaber en realistisk AI-version af en person, hvem skal så have rettighederne til det færdige indhold? Her mener jeg, at samtykke bør være helt centralt. Det er ikke nok, at en person accepterer at få skabt en digital kopi. Det bør også fremgå tydeligt, hvordan kopien må anvendes, hvem der har adgang til den, og hvor længe aftalen gælder.
En anden udfordring opstår, hvis et AI-genereret billede bruges uden tilladelse. Er der tale om en krænkelse af personens rettigheder, vildledende markedsføring eller noget helt tredje? Det viser, hvor kompliceret det kan være at anvende AI-genereret indhold kommercielt, og hvorfor virksomheder bør tænke de juridiske konsekvenser ind allerede inden produktionen
Når teknologien udfordrer autenticiteten
Som fotograf synes jeg især, at spørgsmålet om autenticitet er interessant.
Et fotografi er traditionelt forbundet med et øjeblik, der faktisk har fundet sted. AI gør det muligt at skabe billeder af situationer, som aldrig er sket, men som stadig fremstår fuldstændig realistiske. Det kan udfordre forbrugernes tillid til virksomhedernes kommunikation. Hvis en kendt person optræder i en reklame, vil mange automatisk antage, at vedkommende har deltaget i produktionen og står inde for budskabet. Men gælder den samme opfattelse, hvis personen er AI-genereret? Jeg mener, at virksomheder har et ansvar for at være gennemsigtige omkring deres brug af AI, særligt når billederne kan påvirke forbrugernes opfattelse af et produkt eller en person.
Er AI en trussel eller en mulighed?
Jeg ser ikke nødvendigvis AI som en erstatning for traditionel fotografering, men snarere som et værktøj, der kan udvide vores kreative muligheder. Teknologien kan gøre billedproduktion mere fleksibel og give virksomheder mulighed for at eksperimentere med visuelle udtryk, som ellers ville være svære eller dyre at skabe. Omvendt mener jeg, at vi skal være opmærksomme på, hvad vi potentielt mister, hvis AI overtager en større del af den kreative produktion. For mig handler fotografi ikke udelukkende om det færdige billede, men også om menneskerne, processen og historien bag.
Sagen om Cristian Volpato viser, hvordan AI kan skabe nye forretningsmuligheder, men samtidig udfordre vores forståelse af rettigheder og ejerskab. Jeg mener ikke, at løsningen er at undgå AI-genererede billeder. Tværtimod tror jeg, at teknologien kommer til at spille en stadig større rolle inden for markedsføring og visuel kommunikation. Men udviklingen bør følges af tydelige aftaler, respekt for samtykke og gennemsigtighed over for forbrugerne. For spørgsmålet er måske ikke længere, om vi kan skabe en digital kopi af et menneske, men om vi bør – og på hvilke betingelser.
Nederst på formularen